245
at meddele saadanne Bevillinger, der før Grl. 1849 kun undtagelsesvis meddeltes. En saadan Bevilling kan, naar den dog undertiden er forekommet, ikke strengt taget negtes at have været i Brug, og Spørgsmaalets Afgjørelse vil altsaa beroe paa, om den kan siges at have Hjemmel i en gjældende Regel. Det kunde nu synes, at man maatte skjelne mellem, om en slig Bevillings Meddelelse blot har været begrundet i en særlig, personlig Naade af den absolute Monark, i hvilket Fald dens fremtidige Meddelelse maatte ansees for udelukket, eller om dens Meddelelse har været begrundet i de, om end sjeldent forekommende, særlige Omstændigheder ved det foreliggende Tilfælde, i hvilket Fald den ogsaa fremtidig vilde kunne meddeles, naar saadanne særlige Omstændigheder vare tilstede. I sidste Fald fremtraadte Bevillingens Udstedelse ikke som begrundet i Souverainens Vilkaarlighed, men som Anvendelse af et virkeligt Princip, og den maatte derfor formentlig kunne siges at være hjemlet ved en gjældende Regel. Herfor kan ogsaa anføres, at Øiemedet med Grl. 1849 § 32, hvis Bestemmelser herom i det Væsentlige stemmer med Grl. 1866 § 27, kun var at værge sig mod en Udvidelse af det hidtil bestaaende Bevillingssystem, hvorimod det ikke var Hensigten at foretage nogen Indskrænkning i det Omfang, hvori dette anvendtes. Der forekommer ogsaa enkelte Afgjørelser af Regeringen og Domstolene, der synes at være byggede paa den nævnte Anskuelse, s. saaledes Reskr. 29. Juli 1850,, smh. med Arkiv for Retsvidenskab III 356, Jur. Ugeskr. 1851. 611—15, smh. med Fdn. 23. Mai 1800 III 12, Reskr. 8. Febr. 1832, mfL, s. ogsaa Faith, Jur. Afhandl. II 346 ff.
De anførte Grunde kunne dog uden Tvivl ikke ansees for afgjørende. Selv afseet fra, at det vil være forbundet med betydelige Vanskeligheder at afgjøre, om en Bevillings Meddelelse i det enkelte Tilfælde har været begrundet i personlige Naadeshensyn eller i Sagens særlige Beskaffenhed, synes det ikke at kunne paastaaes, at en Bevilling, der kun er meddelt undtagelsesvis, og hvis Udstedelse
