244
Hvad den sidstnævnte Sætning angaaer, indeholder denne umiddelbart kun, at der ved en senere Lov udtrykkelig kan overdrages Kongen Ret til at undtage fra dens Bud, men den udtrykkelige Udtalelse af denne Regel, som alle rede følger af Sagens Natur, berettiger derhos til ad Modsætningsfortolkningens Vei at slutte, at der ikke kan tilkomme Kongen nogen saadan Ret med Hensyn til senere Love, naar disse ikke selv indeholde Hjemmel dertil. Det Anførte maa gjælde, selv om den senere Lov angaaer et Forhold, i hvilket Regeringen tidligere har kunnet med dele Bevillinger, s. dog Ugeskr. f. Retsv. 1868, S. 170. Forsaavidt der tidligere paa Grund af Udtrykkene i Grl. 1849 § 32 og den Omstændighed, at Hoveriafløsningsloven 4. Juli 1850 § 13 og Værnepligtsloven 2. Marts 1861 § 50 have anseet det for nødvendigt udtrykkelig at udelukke Regeringens Bevillingsret, var reist en i Øvrigt vistnok ganske ugrundet Tvivl om Rigtigheden af den opstillede Sætning, maa denne Tvivl i ethvert Fald bortfalde, efterat Grl. 1866 § 27, s. allerede tidligere Forfl. 1855 § 19, Grl. 1863 § 17, har forandret Udtrykkene i Grl. 1849 § 32 paa en Maade, der ligefrem maa være beregnet paa at fjerne Tvivlen.
4.Større Tvivl opstaaer der med Hensyn til Kongens Ret til at dispensere fra de ældre Love, i hvilken Henseende Grl. § 27 foreskriver, at Kongen kan meddele saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som ifølge de før 5. Juni 1849 gjældende Regler ere i Brug. Naar der her henvises til 5. Juni 1849, har dette sin Grund i, at allerede Grl. 5. Juni 1849 § 32 indskrænkede Kongens Ret til at meddele Bevillinger til saadanne, som efter hidtil gjældende Regler havde været i Brug. Det fremgaaer nu klart af Grl. § 27, at Kongens Bevillingsret med Hensyn til de ældre Love maa have Hjemmel i en før Grl. 5. Juni 1849 gjældende Regel, hvorimod det er ligegyldigt, om denne Regel er udtalt i en Lov eller Resolution eller blot begrundet i Regeringens Praxis. Derimod er det meget tvivlsomt, om Regeringen kan ansees for berettiget til
