269
hvis Regeringen kunde afskedige og forflytte dem paa samme Maade, som andre Embedsmænd, ligesom en saadan Ret for Regeringen heller ikke vilde stemme med Grl. § 2. I Almindelighed vil en Dommer altsaa ikke kunne miste sit Embede uden som Følge af en Forbrydelse, for hvilken Embedstab er foreskreven som Straf. Forsaavidt imidlertid en Dommer maatte gjøre sig skyldig i et Forhold af anden Beskaffenhed, der enten aldeles berøver ham den for hans Stilling nødvendige Agtelse og Tillid eller dog svækker denne, kan man paa den ene Side ikke lade ham beholde Embedet, og paa den anden Side er det uforeneligt med Grundlovens Ord at overlade det til Regeringen at afskedige ham, omend det paagjældende Forhold er konstateret ved Dom; thi ifølge Grl. § 73 kan han kun afsættes ved Dom. En saadan Ret synes end ikke at kunne tilkomme Regeringen, hvor den Straf, som ved Dommen er paalagt Dommeren, er af den Beskaffenhed, at den, saaledes som Strafarbeide eller længere Tids Fængsel, ligefrem forhindrer ham i at udføre de med Dommerembedet forbundne Forretninger. Der synes derfor ikke at være nogen anden Udvei, end at Domstolen enten ex officio eller paa Regeringens Andragende udtaler, at Vedkommende ikke kan beholde Embedet, saasom ved at kjende Regeringen berettiget til at afskedige ham. Hans Pension maa da efter Analogien af Pensionsloven 1851 § 6, 1858 § 8 bestemmes ved Lov, medmindre det paagjældende Forhold er af den Beskaffenhed, at det ubetinget berøver Embedsmanden den for hans Stilling nødvendige Tillid og Agtelse, i hvilket Tilfælde Meget taler for, at han slet ikke kan have Ret til nogen Pension[1]). En lignende Fremgangsmaade maa uden
- ↑ Den nærmere Udvikling af dette Spergsmaal hører hjemme i Statsforvaltningsretten. See med Hensyn til Straf af offentligt Arbeide Rigsdagstidende 16. Session Anhang B 287.
