8
rationers Ret til selvstændigt at ordne deres Forhold, og en absolut Uforanderlighed kunde derfor ligesaa lidt tillægges denne, som nogen anden Forfatningslov. Kongelovens Betegnelse som en uforanderlig Grundlov kunde derfor kun have den Betydning, at den ikke ensidigt kunde forandres af Souverainen, hvorimod der Intet var til Hinder for, at den forandredes paa samme Maade, paa hvilken den var bleven til, nemlig ved en Overenskomst mellem Konge og Folk. Ifølge en saadan Overenskomst er nu ogsaa Kongeloven hævet ved Epilogen til Grundloven 5. Juni 1849. Dog undtages her:
1.Bestemmelserne om Arvefølgen i Art. 27—40, der i Henhold til Grl. § 4 skulde vedblive at gjælde, indtil de forandredes paa den i Paragraphen omtale, simplere Maade. I Overenstemmelse hermed har nu Thronfølgeloven 31. Juli 1853 Art. 1 fastsat, at naar det fra Kong Frederik III paa Sværdsiden nedstammende mandlige Afkom, der i Henhold til Kongeloven har Arveret til den danske Throne maatte uddøe, skal al Arveret efter bemeldte Kongelovs Art. 27-40 være ophævet. Efterat dette Tilfælde er indtraadt med Kong Frederiks VII's Død den 15. November 1863, kunne de nævnte Artiklers Bestemmelser om Arveretten ikke længere komme til Anvendelse, hvorimod det er tvivlsomt, om man kan tillægge deres Bestemmelser om Arvegangsordenen en subsidiair Gyldighed, s. nedenfor.
2.De i Art. 21 og 25 indeholdte Forskrifter om de Kongelige Prindser og Prindsesser, som ifølge Grundlovens Epilog skulle vedblive at gjælde, indtil ved en Huslov anderledes derom maatte borde bestemt. Da en saadan Huslov ikke er udkommen, og den Omstændighed, at Grl. 28. Juli 1866 ikke særlig har bekræftet de nævnte Artikler, naturligvis ikke kan bevirke deres Ophævelse, maae disse endnu fremdeles være gjældende.
