320
det kongelige Huses Overhoved, til hvilken Stilling Ordet Huslov kunde synes at henvise, kunde der ved første Øiekast være Anledning til at antage, at Grundloven ved det nævnte Udtryk havde tænkt paa en af Kongen som Kongehusets Overhoved udstedt Anordning. Denne Anskuelse kan dog ved en nærmere Betragtning af Forholdet ikke fastholdes. Da nemlig de kongelige Prindser og Prindsesser, skjøndt de i visse Retninger indtage en særegen Retsstilling, dog tillige maae betragtes som Statsborgere, og da Ordningen af deres Retsforhold tillige vedrører andre Statsborgeres Rettigheder, s. navnlig Kongelovens Art. 25 og 1. 2. 1, henhører en saadan Ordning efter sin Natur under den lovgivende Magts Omraade. Hertil kommer, at Bestemmelserne om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold havde deres Plads ikke blot i den almindelige Landslov, s. 1. 2. 1, men endog i Landets dagjældende Grundlov, og det kan derfor ikke antages at have været Grundlovens Mening at overlade det til Kongen ensidig at foretage Forandringer i samme, men kun at erklære den for Grundlovsforandringer fastsatte Fremgangsmaade for uanvendelig, s. Rigsdagstidende 1848-49. 1485 og Larsens saml. Skr. I 3. 88—89.
I Grl. 28. Juli 1866 omtales ikke de nævnte Artikler af Kongeloven, og den samme tilføiede Slutningsbestemmelse gaaer kun ud paa, at Danmarks Riges Grundlov i sin nærværende gjennemsete Form paa ny træder i Virksomhed for alle Rigets Anliggender. Da imidlertid de omspurgte Artikler ifølge Epilogen til Grl. 1849 ikke længere skulde betragtes som grundlovmæssige Bestemmelser, og da de derhos havde en af Bestemmelserne i den nævnte Epilog uafhængig Gyldighed, forelaa der ingen Anledning til særlig at omtale dem i den nye Grundlov, og der kan følgelig ikke af dennes Taushed udledes noget Argument mod deres vedvarende Gyldighed, lige saa lidt som der kan antages at være skeet nogen Forandring i den med de almindelige
