319
paagjældende kongelige Personer intet bestemt Værneting, navnlig heller ikke, som Artiklens Begyndelse kunde synes at antyde, for de overordnede Domstole; men Sagens Afgjørelse maa i ethvert enkelt Tilfælde foranstaltes af Kongen, enten ved Henvisning til en bestaaende Ret, navnlig Høiesteret, s. Reskr. 29. Juli 1850 eller ved Beskikkelse af en særlig Kommission. Denne Kongens Myndighed, der i Medfør af Grl. § 27 og Epilogen til Grl. 1849 endnu bestandig er gjældende, danner altsaa en Undtagelse fra Reglen i Grl. § 70. Den Fritagelse, der saaledes tilkommer Medlemmerne af Kongehuset, gjælder ikke blot egentligt Søgsmaal, men enhver Rettens Tvang, saasom Arrest- og Exekutionsforretninger, s. Reskr. 10. Marts 1786. Derimod synes Notarialforretninger, saasom Vexelprotester, ikke at kunne ansees for udelukkede, s. Skr. 28. Marts 1856.
Paa det nævnte Beneficium maae de paagjældende, kongelige Personer i Øvrigt kunne renuncere, s. Faith: Juridiske Afhandlinger 2. Række S. 52—53, udtrykkelig eller stiltiende, saa at den imod dem anlagte Sag ikke ex officio bliver at afvise, naar Indstævnte møder, uden at reise nogen Indsigelse af denne Grund. Som Følge heraf vil der uden Tvivl Intet være til Hinder for, at Procesomkostningerne kunne paalægges dem i de af dem anlagte Sager. Ligeledes synes et Kontrasøgsmaal at maatte kunne anlægges imod dem uden særlig kongelig Tilladelse, forsaavidt Indstevnte derved kun søger at opnaae Frifindelse, s. Nellemann: den ordinaire civile Procesmaade S. 183 Anm., hvorimod der, forsaavidt det gaaer ud paa at erhverve positiv Dom over Sagsøgeren, maa indhentes Kongens Samtykke til dets Anlæggelse.
De omhandlede Bestemmelser i Kongelovens Art. 21 og 25 skulle ifølge Epilogen til Grl. 1849 fremdeles være gjældende, indtil ved en Huslov anderledes derom maatte vorde bestemt. Paa Grund af den særegne Stilling, som Kongen ifølge disse Artikler og Sagens Natur indtager som
