318
bortfalden; men da Prindsesserne dog ikke ved Arverettens Ophævelse ere ophørte at være Medlemmer af Kongehuset, men tvertimod i forskjellige Retninger paa Grund af deres Stilling som saadanne ere særegne Regler undergivne, og da den omtalte Regel, der, som bemærket, kun kunde antages at gjælde om de agnatiske Prindsesser, dog ikke udelukkende var begrundet i den dem tilkommende Arveret, synes det endnu fremdeles at maatte antages, at Kongens Samtykke udfordres til de agnatiske Prindsessers Ægteskab s. ogsaa Traktat 15. Jan. 1863; derimod kan Intet med Sikkerhed sluttes af Traktat 26. Okt. 1866, da Kongen i dette Tilfælde tillige var den paagjældende Prindsesses Fader. Ved Siden af Kongens Samtykke maa i Øvrigt til vedkommende Prindses eller Prindsesses Ægteskab ogsaa udfordres deres Forældres Samtykke, s. Traktat 15. Jan. 1863, 26. Okt. 1866. I det Hele maae om Betingelserne for Ægteskabets Indgaaelse de almindelige, privatretlige Regler komme til Anvendelse, dog at for Prindsernes Vedkommende 18 Aars Alderen er tilstrækkelig, s. Grl. § 6. Ligeledes maae de privatretlige Regler gjælde om Ægteskabets Form og Retsvirkninger; dog taler Endel for, at Kongen maa kunne tillade en arveberettiget Prinds at indgaae et morganatisk Ægteskab, s. Scheels Familieret S. 17.
4.De kongelige Prindser og Prindsesser skulle ikke svare for nogen Underdommere, men deres første og sidste Dommer skal være Kongen, eller hvem han særdeles dertil forordner, s. Kongelovens Art. 25, 1. 2. 1, og Grl. 1849, Epilogen. Denne Bestemmelse maa uden Tvivl analogisk kunne anvendes paa de Medlemmer af Kongehuset, som ikke ere kongelige Prindser og Prindsesser, saasom paa Dronningen, Enkedronningen, den Konge, der har nedlagt Kronen og hans Gemalinde, ligesom den ogsaa maa komme de agnatiske Prindsers Gemalinder og Enker tilgode. Ifølge de anførte Lovbestemmelser, der i Øvrigt maae antages at forudsætte, at Vedkommende efter almindelige Regler vilde kunne drages til Ansvar for et Værneting her i Landet, have de
