317
berettiget til at gribe ind, naar den fødte Værge er uskikket til Værgemaalet eller bestyrer dette paa en urigtig Maade, s. 3. 17. 2.
2.Ingen Prinds af Blodet, som opholder sig her i Riget, maa reise af Landet, eller begive sig i nogen fremmed Herres Tjeneste uden Kongens Tilladelse, s. Kongelovens Art. 21., Grl. 1849, Epilogen. Som i § 73 paavist, kan denne Bestemmelse efter Udstedelsen af Thronfølgelov 31. Juli 1853 kun komme til Anvendelse paa de agnatiske Prindser. En Følge af den i Kongelovens Art. 21 udtalte Grundsætning er det fremdeles, at en kongelig Prinds ikke uden Kongens Samtykke kan modtage en fremmed Krone, s. Traktat 13. Juli 1863 Art. 1, jfr. ogsaa D. T. 1863. 485—92.
3.Ei heller maae de i Riget værende, agnatiske Prindser gifte sig uden Kongens Tilladelse, s. Kongelovens Art. 21, Grl. 1849, Epilogen. Som Følge heraf synes et uden Kongens Samtykke indgaaet Ægteskab ikke at kunne betragtes som et saadant ret lovligt Ægteskab, som Thronfølgelov 1853 Art. 2 fordrer som Betingelse for Børnenes Arveret til Thronen. Om de kongelige Døttre og Søstre, hvorved uden Tvivl maatte forstaaes de agnatiske Prindsesser, bestemte Kongelovens Art. 22, at de skulde forsynes med fyrsteligt Underhold, indtil de med Kongens Villie og Vidskab traadte i Ægteskabsstand. Denne Bestemmelse blev vel ophævet ved Grl. 1849, s. Epilogen og Grl. § 17, men denne Ophævelse kunde uden Tvivl kun have Hensyn til Artiklens Hovedbestemmelse om Prindsessernes Ret til fyrsteligt Underhold og Brudeskat, og ikke til den i samme indeholdte Forudsætning om Nødvendigheden af Kongens Samtykke til Prindsessernes Ægteskab. Til at antage denne Regel for bortfalden var der saa meget mindre Grund, som Grl. 1849 lod den Prindsesserne tilkommende Arveret ved blive uforandret, s. Grl. § 4 og Epilogen. Efterat denne nu er ophævet ved Thronfølgelov 1853, kunde det vel være mere tvivlsomt, om ikke hermed ogsaa Nødvendigheden af Kongens Samtykke til Prindsessernes Ægteskab maatte være
