322
Appanagen udenfor Riget, kan denne Forskrift ikke være til Hinder for en kortere Reise til Udlandet[1]), men kun for at tage egentligt Domicil eller i alt Fald et Ophold af en langvarigere og fastere Karakter i Udlandet. Grl. § 10 fordrer ikke, saaledes som flere af de tidligere Forfatnings love, s. Forfl. 1855 § 8, Grl. 1863 § 8, Kongens Samtykke til at nyde Appanagen i Udlandet, men det er uden Tvivl forudsat, at Forslaget til Rigsdagens Beslutning om at samtykke i, at Appanagen nydes i Udlandet, udgaaer fra Regeringen og saaledes billiges af Kongen, s. Grl. § 23. Rigsdagens Samtykke maa gives ved en af begge Thing, hvert for sig, vedtagen overensstemmende Beslutning, og ligesom det derfor paa den ene Side ikke behøver at fremtræde i Lovsform, saaledes kan det paa den anden Side ikke erstattes ved en foreløbig Lov.
Ifølge Kongelovens Art. 20 var Kongen forpligtet til at forsørge de andre kongelige Børn, hvorved uden Tvivl sigtedes til alle fra Kong Frederik III nedstammende, mandlige og kvindelige Agnater, med nødvendig og reputerlig Underhold efter deres Stand, og Art. 22 bestemte, at de kongelige Døttre og Søstre skulde forsynes med fyrstelig Underhold, indtil de med Kongens Villie og Vidskab traadte i Ægteskabsstand, i hvilket Fald de skulde forsørges med en fyrstelig Brudeskat i rede Penge, hvorimod de skulde fraskrive sig at søge eller begjære nogen videre Underhold hos Kongen for dem eller deres Børn, indtil Arvesukcessionen i Regeringen kunde tilfalde dem. Den sidste, meget hensigtsmæssige Bestemmelse blev imidlertid ikke overholdt, idet der jevnlig af Kongen blev bevilget Appanager, ikke blot til Prindsesser, der bleve gifte med Prindser af fremmede Huse, men ogsaa til de af saadanne Prindsesser efterladte Børn og andre med Kongehuset beslægtede Personer, s. Normalreglement og Budget 11. Apr. 1841, Udgiftsbilag II og Forhandlingerne i Roeskilde Stændertidende 1842.
- ↑ Derimod kan ifølge Kongelovens Art. 21 Kongens Samtykke være nødvendigt til en saadan Reise.
