28
hvori der, foruden en almindelig Amnesti og Stadfæstelse af Embedsmændene i Slesvig, Holsten og Lauenborg, lovedes at saavel den tydske, som den danske Nationalitet i Slesvig skulde erholde de fornødne Garantier, og at Slesvig ikke vilde blive indlemmet i Kongeriet. Derhos udtalte Kongen den Hensigt at sammenkalde ansete Mænd fra Slesvig, Holsten og Kongeriget, for at høre deres Mening angaaende Ordningen af Slesvigs Forhold til Kongeriget paa den ene og Holsten paa den anden Side, s. Manifest 14. Juli 1850, Proklamation s. D. De udnævnte Mænd, der senere sædvanlig betegnedes som Notabler, sammenkaldtes ved forskjellige Reskripter 28. April 1851, s. D. T. 1851. 457, til Møde i Flensborg, hvor der forelagdes dem en, nærmest i eiderdansk Retning affattet Plan til Statens fremtidige Organisation, s. D. T. 1851. 465. Medens denne Plan anbefaledes af næsten alle kongerigske og slesvigske Notabler, foresloge de holstenske Deputerede en væsentlig slesvigholstensk Ordning[1]). Paa Grund af denne Divergents i Anskuelserne, og da de tydske Magter, der tidligere havde Planens Forelæggelse og tildels endog ligefrem bifaldt samme, nu ogsaa modsatte sig dens Gjennemførelse, ansaae Regeringen det ikke for rigtigt at bygge videre paa dette Grundlag, s. Kundgj. 28. Jan. 1852 i Begyndelsen.
Som tidligere anført, var det ved Fredstraktaten 2. Juli 1850 bestemt, at Kongen ikke selv skulde pacificere det oprørske Holsten, men at han i Overensstemmelse med Forbundsretten kunde reklamere det tydske Forbunds Intervention i dette Øiemed. Da det nu ikke lykkedes Kongen ad fredelig Vei at bevæge Holstenerne til Underkastelse, idet den ved Reskr. 28. Juli 1850[2]) af Kongen udnævnte Bestyrelseskommisair for Holsten og Lauenborg ikke kunde skaffe sig Anerkjendelse i Hertugdømmerne, maatte Kongen
