251
Ordenspolitiet, forsaavidt ikke Lovgivningen særligt maae antages at have tillagt ham saadan Myndighed.
3. Ligesom Politiet efter det Anførte i visse Tilfælde kan udstede almindelige Befalinger eller Forbud, hvis Overtrædelse medfører Straf, saaledes kan det ogsaa undertiden til den enkelte Person rette en lignende Befaling eller Forbud, saaledes at Overtrædelsen heraf medfører Straf. Forsaavidt et saadant Paalæg eller Forbud er givet i visse solenne Former, navnlig ved en Tilførsel til Politiprotokollen, benævnes det et Tilhold, s. Lov 3. Marts 1860 § 2, Fdn. 12. Juni 1827. Befalingen kan gaae ud paa at foretage eller undlade en Handling, hvis Foretagelse eller Undladelse allerede ifølge den almindelige Lovgivning paaligger den Paagjældende, og denne straffes da, naar han er Befalingen ulydig, ligefrem for Overtrædelse af den almindelige Lov, forsaavidt hans Forhold nemlig af Domstolen findes at falde ind under dennes Bud. Øvrigheden kan da enten have at forfølge det nedlagte Forbud ved at bringe Sagen for Domstolene, s. Grl. 1849 § 92 (Grl. 1866 § 87), Lov 3. Jan. 1851 § 14, eller afvente, om Befalingen overtrædes og først i dette Tilfælde indbringe Sagen for Retten, s. 6. 13. 3, Fdn. 12. Juni 1827 (Strl. 1866 § 178), hvorved dog er at bemærke, at Vedkommende her ikke straffes for det forargelige Samliv i og for sig, men for ikke at have efterkommet Øvrighedens Tilhold om Adskillelse. Politiet kan imidlertid ogsaa i adskillige Tilfælde paalægge en Person at foretage eller undlade en Handling, som han ikke efter den almindelige Lovgivning var forpligtet til at foretage eller undlade, med den Virkning, at Overtrædelsen medfører Straf, s. Lov 3. Marts 1860 § 2, 2. Marts 1861 §§ 19, 43 (Lovs. S. 249), 11. Febr. 1863 § 2 (S. 52) (Strl. 1866 §§ 180, 182). En saadan Myndighed kan naturligvis ikke ganske i Almindelighed tilkomme Politiøvrigheden, men kun forsaavidt Lovgivningen maa antages at hjemle den, s. de anførte Lovsteder.
