318
der saaledes blot bliver Tale om at henlægge Afgjørelsen enten til Administrationen eller til Domstolene, kan Valget neppe være tvivlsomt, idet ikke blot de omhyggeligere Former, hvorunder Domstolene virke, sikkre en grundigere Afgjørelse, men tillige Domstolene ere mindre interesserede i at overskride deres Kompetence end Administrationen, der allerede har truffet sin Afgjørelse og altsaa har en naturlig Opfordring til at opretholde den. Hertil kommer, at en saadan Myndighed for Domstolene synes stemmende med Sagens Natur og derfor navnlig under en konstitutionel Forfatning maatte bringes til Anvendelse endog uden udtrykkelig Hjemmel. Domstolene have nemlig at afgjøre de dem forelagte Retsspørgsmaal i Henhold til den gjældende Lovgivning, men denne deres Myndighed maa i Mangel af positiv Indskrænkning ogsaa gjælde om Anvendelsen af de Love, der fastsætte Grændserne for Øvrighedens Kompetence, uden at de i saa Henseende kunne være bundne ved Øvrighedens Afgjørelse[1]).
I Chr. V.s Lov findes neppe nogen fast Regel om det heromhandlede Spørgsmaal, og Trangen til en saadan Regel var heller ikke stor, da den absolute Konge, der stod i Spidsen for saavel den dømmende, som den udøvende Magt, i ethvert Tilfælde kunde afgjøre Sagen i den ene eller anden Retning. Naar Lovens 1. 2. 8 bestemmer, at Kongens Betjente udenfor Kjøbenhavn svare for det Steds Dommere, hvor de boe, medmindre Sagen deres Bestillinger angaaer, kan man neppe af denne Forskrift i Forbindelse med den Omstændighed, at der ikke i alle Tilfælde er anordnet nogen for slige Sager kompetent Specialret, s. dog 1. 2. 5, 9, 15, udlede, at de deres Bestillinger angaaende Sager skulle henhøre under administrativ Afgjørelse, jfr. 1. 2. 6, 7, og 1. 26. 3 giver kun en Tilladelse til ved Klager over
- ↑ Denne Opfattelse af, hvad Forholdets Natur tilsiger, har Forfatteren senere forladt, som det fremgaaer af hans Statsforfatningsret, s. navnlig II, S. 240.Udg. Anm.
