317
ikke Anledning til særegne Bemærkninger, hvorimod Øvrigheden i sin mangesidige Virksomhed for Statsformaalets Fremme langt lettere kan komme i Konflikt med den Privates Retssphære. Foreløbig bemærkes, at en egentlig Tvist først foreligger, naar Øvrigheden har truffet en endelig Afgjørelse af det paagjældende Forhold, og derfor ikke er tilstede, hvor Øvrigheden selv erkjender sin Afgjørelse som blot foreløbig f. Ex. i Stempelsager, Toldsager, osv. En Tvist om Øvrighedens Kompetence kan i Øvrigt ikke blot opstaae i Forhold til Domstolene, men ogsaa i Forhold til den lovgivende Magt, idet Øvrigheden kan have udstedt en Bevilling, Anordning eller anden Retsforskrift, til hvis Ud stedelse Lovgivningsmagtens Beslutning paastaaes at have været nødvendig. Forsaavidt ved en saadan Øvrighedsbeslutning en Privatmands Ret ansees krænket, opstaaer atter her det Spørgsmaal, om Domstolene ere bundne ved en saadan Beslutning, eller om de selvstændigt kunne under søge dens Lovlighed.
Det kunde synes naturligt, at Tvistigheder om Grændsen mellem den udøvende og den dømmende Magts Kompetence henlagdes til en tredie upartisk Autoritet, men en saadan er ikke let at finde. Lovgivningsmagten, hvis Opgave er at give almindelige Retsregler, kan ifølge sin Sammensætning og Bestemmelse ikke være vel egnet til at afgjøre konkrete Retsspørgsmaal. Kongen kan ifølge sin hele Stilling ikke formodes at være sagkyndig og maatte saavel af denne Grund som efter almindelige konstitutionelle Principer handle under Medvirkning af sine Ministre, og Kompetencespørgsmaalets Henvisning til hans Afgjørelse maatte derfor betragtes som ensbetydende med dets Henlæggelse til Administrationen, s. Instr. 28. Aug. 1795 § 29, Forfl. 2. Okt. 1855 § 20. Organisationen af en særegen Myndighed til Grændsetvistigheders Afgjørelse vilde ikke blot være forbunden med betydelige praktiske Vanskeligheder, men tillige, som enhver Henlæggelse til udenforstaaende Autoriteter, i høi Grad forsinke Spørgsmaalets Afgjørelse. Naar
