47
førnævnte min Stilling og den mig meddelte Bestalling paaligge mig«, og dette er heller ikke sjeldent skeet i Praxis. Dog kræver Billighed, at der, hvor Forøgelsen i Forretninger har et betydeligere Omfang, og navnlig hvor der paaføres Embedsmanden direkte Udgifter, gives Embedsmanden et passende Vederlag. For at forebygge Tvivl optages i Øvrigt jevnlig i Bestallingen en Klausul om, at Embedsmændene ere pligtige at underkaste sig de Forandringer i deres Embedsforretningers Omfang og Beskaffenhed, som senere maatte blive bestemte, og med Hensyn til Retsbetjente, der ansættes i Henhold til Loven 19. Febr. 1861, er en saadan Klausul overflødig, s. Lovens § 9 (Lovsaml. S. 45). I Øvrigt maa ogsaa denne Klausul forstaaes med den ovenangivne Begrændsning. Til Forandring i Embedsmændenes Forretninger er en administrativ Akt tilstrækkelig, dog at Repræsentationens Medvirkning udkræves, forsaavidt der er Tale om Gageforøgelse, og at med Hensyn til Retsbetjente Grl. 1849 § 74 og Lov 19. Febr. 1861 § 8 (S. 45), jfr. Grl. 1863 § 64 (Grl. 1866 § 70) iagttages, s. nærmere Forfatningsretten.
Derimod synes det ikke retfærdigen at kunne forbydes Embedsmændene ved Siden af deres Embedsforretninger at have private lønnede Forretninger; dog at disse i Kollisionstilfælde maa vige for Embedsforretningerne, hvorhos en saadan Forening af private Forretninger jevnlig er forbudt visse Embedsmænd, af Frygt for, at deres Upartiskhed skulde lide derved, jfr. nedenfor. Det er ogsaa erkjendt, at Embedsmanden ved Siden af sine Embedsforretninger kan paa tage sig lønnede Forretninger for Staten uden herfor at lide noget Afdrag i sin Gage, forsaavidt der ikke er Tale om Overtagelsen af et egentligt Embede eller en offentlig Bestilling, s. Lov 19. Febr. 1861 § 2, jfr. § 3 Nr. 2 (S. 107) og Lov 31. Marts 1860 § 8 (S. 419).
I Forbindelse med den heromhandlede Sætning staaer det, at Embedsmanden, forsaavidt han ikke har særlig Fritagelse i saa Henseende, maa boe i sin Embedskreds, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 § 9, tildels en dog paa et bestemt Sted
