Bombatini, der var godmodig af Naturen, gik af og til ind paa Drengens Idéer, og den lille Juans Kinder kunde da brænde af Glæde, medens hans kloge, graa Øjne lyste.
Men idag havde Bombatini saa skam andet at bestille end at høre paa den pukkelryggede Drengs Sladder. Derfor vrissede Matadoren:
— Jeg har ikke Tid, lad ham gaa Pokker i Vold!
Men Banderilleroen tilføjede:
— Du véd, Mester, at lille Juan er et klogt og forslagent Hoved. Hans smaa Flyveøren har opfanget nogle Ord, der maaske kan hjælpe Jer paa Spor til at afsløre den langhaarede Abekat.
— Død og Pine! Hvor har han opsnuset det!
— Han er gaaet paa egen Haand efter ham med den stinkende Frakke, og han har hørt noget af en Samtale mellem ham og den spanske Flue.
— Lad ham strax komme herhen.
Juan kom springende, medens han straalede over hele Ansigtet og tørrede Hænderne i sit lange Forklæde. Han afgav sin Rapport hurtigt og velordnet som en lille Opdagelsesbetjent. Han var fulgt efter Tordalkados Folk, da de gik ud for at drikke et Glas sammen hos Basso nede ved Havnen. De havde talt om mange ligegyldige Ting, men saa havde den spanske Flue sagt noget, som Juan nok mente var værd at lægge Mærke til.
— Og hvad var det? spurgte Bombatini.
— Ja, det har jeg skrevet op, for at jeg ikke skulde glemme det.
