IX. KAPITEL.
ordalkado havde taus hørt paa Matadora. Nu oplystes hans blege Stenansigt af et underligt, stort, hvidt Smil, idet han sagde:
— Tak skal I have for Eders Omsorg for mig, Donna Lola, men hvem skulde kunne gøre mig noget?
Hvem er de Mænd, der er optændt af Jalousi imod mig, fordi jeg har forstaaet at binde Spaniens skønneste Kvinde til mig? Det er Folk, der kun er modige, naar de har et slebent Sværd eller et andet Vaaben i deres Haand. Tag det Vaaben fra dem, og de vil staa blottede overfor Faren.
Men med mig er det noget andet. Ligesom Naturen har givet Bien dens Braad, Slangen dens Gift og Tyren dens Horn til Forsvar, saaledes har den fra sin egen Haand udstyret mig med et Blik, der faar ethvert Dyr og Menneske til at skælve. Selv nøgen er jeg bevæbnet og stærkere end en Mand i Panser og Plade.
Endnu engang, Tak for Eders Omsorg for mig, Donna Lola, men den er spildt til liden Nytte.
