Ingen vil vove at gøre Tordalkado noget. Jeg lammer min Fjende med mit blotte Blik.
Lola Montero havde med store Øjne og brændende Kinder lyttet til Tordalkados Ord.
— Har Deres Blik da ligesaa stor Magt over Mennesker som over Tyre? spurgte hun.
— Hvor kan I spørge om det, Donna Lola. I selv kender den ubændige Kraft, der bor i en ung, tirret Tyr, og det ringe Mod, der bor i de fleste Mænd.
I skulde ikke tro, at mit Blik har Magt over Mennesker?
— Ogsaa over Bombatini?
— Bombatini! gentog Tordalkado med tydelig Spot i Stemmen. Om han blot i et Minut turde møde mit Blik, vil de alle hans Sanser være lammede, og han vilde for Tid og Evighed være nødt til at adlyde enhver af mine Befalinger.
Matadora følte en let Gysen ved dette underlige Menneskes mystiske Magt, medens Tordalkado fortsatte:
— De Egenskaber, som jeg besidder, er skænkede mig af Naturen i Fødselsgave. Men Naturen fordrer af Individet, at det skal udforske og opdrage de Evner, som den har nedlagt i Mennesket.
Det er det, jeg har gjort! I tre Aar har jeg været i Lære hos den berømte indiske Asket og Selvplager, Fakiren eller Dschogi'en Akbar Tobi, som i et halvt Aar laa paa skarpslebne Sabelspidser uden at tage Mad eller Drikke til sig.
Jeg var hans kæreste Elev. Han indviede mig
