i alle Mysterierne, og da jeg drog bort fra ham skænkede han mig som Pant paa sit Venskab denne Ring, som jeg beder Eder betragte opmærksomt, Donna Lola.
Med disse Ord strøg Tordalkado Ringen af sin Finger og rakte den til Matadora, idet han sagde:
— Se nøje og længe paa den Ædelsten, saa vil ogsaa Eders Blik oplades, saa at I ser Ting, der er skjult for det menneskelige Øje.
Lola Montero stirrede længe fast og næsten graadigt paa Ædelstenen, som vilde hun suge dens Hemmelighed til sig.
Over Tordalkados blege Ansigt gik et underligt Smil, medens han ved et Tryk paa en Knap lod det blaa Lys gaa over til skinnende hvidt.
Fra Ædelstenen stod nu et stridt Straalebundt lige op i Lola Monteros opspilede Øjne.
Kun faa Sekunder bevarede hendes Blik imidlertid sit vanlige skønne, sjælfulde Udtryk. Det begyndte at blive stift og stirrende samtidig med, at hun følte en hæftig Smærte i Hjærnen, som gennemboredes den af en Pileregn af smaa fine Synaale.
Hun vilde tage Øjnene bort fra Ædelstenen, men hun formaaede det ikke længere, det var som droges hendes Blik af en usynlig Magt ned mod Ringen, hvis lille Straalesol udmarvede hendes Hjærnes Kraft, og lammede hendes frie Forsæt. Hun følte en fuldstændig Slappelse og en dødelig Træthed i Hovedet, der viljeløst begyndte at falde forover.
