Man hørte en lang rullende Ringning af en elektrisk Klokke.
I dette Øjeblik traadte Tordalkado frem og greb med sin Haand om Ringen, saa at Ædelstenens sprudlende Lyskilde sluktes. Han tog Lola Montero paa Panden, der var kold og svedig, og trykkede Hovedet tilbage.
Saa plantede han sine skarpe Øjne i hendes, der var saa ømme, at hans Blik saarede dem som to skarpe, slebne Dolke. Samtidig strakte han begge sine Hænder frem. Lola Montero saa som i Drømme nogle lange, uhyggelige, hvide Fingre, der strøg forbi hendes Ansigt som smaa snoende Slanger.
Hun samlede hele Resten af sin Energi og rejste sig vaklende, idet hun gned sig haardt over Øjnene for at stryge Lammelsen af sig. Det syntes delvis at lykkes.
— Nej! nej! udbrød hun heftigt. Saadan vil jeg ikke under en Mands Indflydelse. Den, der skal vinde mig, skal vinde mig i Frihed.
Med disse Ord stødte hun Tordalkado saa voldsomt for Brystet, at han gik baglænds og faldt saa lang han var over en af de lave Stole.
Saa rev hun Døren op og styrtede ud i den friske Luft.
