er Dig, der bliver Skyld i, at der sker noget forfærdeligt for mig.
Gnomen saa med et ondt Blik paa Tordalkado, men han betvang sig og sagde rolig:
— Vent med at skælde mig ud, Mester, til efter Forestillingen. Vi har ikke mere Tid. Hvis De blot opholder Dem her endnu i nogle Minuter, kommer vi for sent, og De vil blive modtaget med en Regn af raadne Appelsiner og Tomater eller noget værre.
Tordalkado fik pludselig sin Selvbeherskelse tilbage ved Tanken om det spanske Publikum, der er værre end nogen Bøddel, hvis man holder det for Nar.
— Du har Ret! Du har Ret! Er Vognen derude?
— Ja, den holder parat.
— Det er godt, lad os saa komme afsted, sagde Tordalkado, medens han ordnede sit Kostume, der var kommet i Uorden.
Saa gik de begge ud til den ventende Vogn og steg op i den.
Lola Montero og Tordalkado kørte omtrent samtidig op for Torospladsen.
