træden, viste hun atter fra sig. Da Vognen standsede udenfor „Hotel de Paris“, hvor hun nu boede, skyndte hun sig derfor hurtigt op i sine Værelser for at klæde sig om.
Det var yderste Tid!
Ogsaa Tordalkados Sind var ved de udspillede Scener kommet i det voldsomste Oprør. Det ytrede sig ved et sandt Delirium. Efter at han igen var kommen paa Benene, slog og sparkede han til alle Sider, væltede Bohavet og greb tilsidst en Stol, som han svang i Luften lige mod Tempellampen, der faldt ned med et Brag.
Herefter syntes han et Øjeblik at blive Herre over sig selv, medens en Dør hurtig aabnedes og Gnomen med den stinkende Trøje styrtede ind.
Ved Synet af denne hæslige Fremtoning blussede imidlertid Tordalkados Raseri op med fornyet Vildskab.
— Din Idiot! Dit Fæ! Din Klodrian! Det er Dig. der har spoleret det Hele for mig.
— Jeg, sagde Gnomen og satte et Ansigt op, der var præget af en ærlig Forbavselse.
— Ja, netop Du! Hvorfor Pokker ringede Du?
— Det var jeg da nødt til! Det er alleryderste Øjeblik, og De har jo selv sagt, at jeg skal lade Dem vide, naar vi skal bryde op.
— Men hvorfor Fanden kunde Du dog ikke vente blot et halvt Minut til. Det var den Ringning, der gjorde mig nervøs, saa at jeg greb til for tidlig at ødelægge det hele. Du er min Ulykkesfugl, dit Bæst, og det skulde ikke forbavse mig, om det
