III. KAPITEL.
uset, foran hvilket de to Venner var standset, laa højt oppe mellem Klipperne med prægtig Udsigt ned over Havet. Det var hvidt og helt igennem bygget af Sten for at holde paa Køligheden, og den var noget, man satte Pris paa idag, da Termometret viste op mod 30 Grader i Skyggen.
Kvinden var imidlertid forsvunden fra sin Balkon og kom med alle Tegn paa Velvilje og Forekommenhed styrtende imod de Fremmede ud fra den brede Stentrappe. Hun henvendte sig strax til Hugo Hjorth med mange Ord:
— Hvad er det, hun siger? spurgte Maleren sin Ven.
— Aah, hun siger saadan noget som: Blonde Mand fra Norden, hvis Haar lyser i Solskinnet som Guld, og hvis Øjne er blaa som Havet, træd over min Tærskel, mit Hus er Dit.
Og saa bruger hun en hel Del andre blomstrende Ord, som ikke betyder mere end alt andet, hvad Spanierne siger til en Fremmed ved hans Ankomst. Den egentlige Mening er, om Du
