vil tage Ophold i Huset. Jeg bor der selv, og jeg har befundet mig fortræffelig i de fjorten Dage, jeg har været her. Der er endnu et Værelse tilleje.
— Ja, selvfølgelig hellere end gerne. Det er da morsomst, naar vi kan bo sammen.
Medens de to Venner talte Dansk, havde Spanierinden imidlertid staaet med en lyttende, uforstaaende Mine, der gav hendes Ansigt et dumt og sløvt Udtryk. Men da nu Komponisten lod Beskeden gaa videre, opklaredes hendes runde Ansigt som af en Sol og fik et ejendommeligt, barnliggodmodigt Udtryk, medens hun med mange høflige Lader lod sine Gæster gaa foran sig.
— Det er ellers en upraktisk Skik, naar man ikke er kendt i Huset, sagde Maleren.
— Men det er en god gammel spansk Skik fra den Tid, da man var bange for, at den Fremmede skulde jage En en Dolk i Nakken.
Senor Fernando, der var husvant, var gaaet iforvejen ind i Køkkenet.
— Ja, se her spiser vi, sagde han. For det Første er det saa Skik og Brug, for det Andet er det Husets køligste Rum, for det Tredje har vi Fornøjelse af at se Senora selv lave Maden ved den blussende Ild inde i den mørke Skorsten, for det Fjerde....
— Kære, hvad bryder jeg mig om alle Dine Grunde. Dem vil jeg skænke Dig for den ene, at det jo er et aldeles enestaaende Rum i malerisk Henseende.
Hugo Hjorth var bleven staaende midt paa Gul-
