vet og saa sig omkring. Køkkenet lignede nærmest en Kælder, paa hvis Vægge der overalt lyste store Kobberkar med stærk rødlig Glans. I Skorstenen, der laa sort og dyb, brændte langt inde en Ild, der sendte sine blaa spillende Slangetunger i et Bundt op under den sorte Lergryde.
Gennem et Hjørnevindue, der var meget dybt, skar en Stribe af Sol som en Kniv gennem Mørket med Millioner af regnbuefarvede Støvgran, der vrimlede mellem hverandre som en Myretue af Dværgkolibrier.
Fra Vinduet, der halvvejs dækkedes af brun grønt Løv, saa man i Diorama et Udsnit af den biscayske Bugt med de gamle, skumle Fæstningsværker, der indrammer en altid lys, klar og gennemsigtig blaa Sø, hvis smaa Bølger fjærnt ud ruller som lange, hvide Perlehalsbaand.
Husfruen havde imidlertid været travlt beskæftiget inde i den sorte Skorsten, og de to Venner havde taget Plads ved det store Træbord, der stod midtpaa Gulvet.
— Nu skal Du smage spansk Mad! udbrød Komponisten begejstret. Ja, den gode Senora Carmen forkæler mig.
— Hedder hun Carmen, det er meget poetisk.
— Ja, hjemme. Men her hedder hveranden Pige Carmen. Hun hedder Carmen Mazzanti, hvad der ikke er meget sjældnere end Rikke Madsen i København, ligesom der her er omtrent ligesaa mange Castellaer, som der er Olsener hos os.
Senora Carmen var nu kommen hen til Bordet. Hun holdt i Hænderne en stor Lerpotte, som hun
