med en ægte Husmoders stolte og hemmelighedsfulde Mine satte midt paa den dugløse Plade. Hendes Ansigt blussede. Hun havde bare Arme, og det hvide Bluseliv var skaaret langt ned i Brystet. Hendes Former var runde og buttede og hendes mørke Øjne godmodige som et Barns. Der var over hendes Ansigts Udtryk, hendes Tale og hendes Latter en vis Naivitet, der særlig for et kunstnerisk Gemyt ikke kunde være uden Ynde.
— Og hvad hedder Deres Ven, Senor Fernando, spurgte hun, og lo med sine smaa, hvide Tænder, saa det formelig lysnede i Mørket, hvor hun stod.
— Ja, han hedder... Hugo.
— Naa! saa er De maaske i Famile med den berømte Victor Hugo.
Maleren rystede benægtende paa Hovedet, men Komponisten sagde glad:
— Det er ligemeget. Nu kan hun huske Dit Navn, det er det Vigtigste. Har De for Resten læst Noget af ham, fortsatte han henvendt til sin Værtinde, der var ved at øse op.
— Aah jo! I min Barndom boede jeg tit i flere Maaneder paa den anden Side Grænsen hos en Familie, vi havde. Deres Yndlingslekture var „Galejslaven“.
— Saa kan De ogsaa Fransk? spurgte Komponisten.
— Til Husbehov.
— Og Du har vel ogsaa lært Fransk i Paris? henvendte han sig til Maleren.
— Saa la la!
