nes og gaar over. Skulde det ske, saa vil jeg ikke bære noget Nag til Dem af den Grund, men jeg vil glæde mig ved Mindet om den Tid, vi har været sammen, og ved Tanken om, at vi ikke kom til at falde hinanden til Byrde.
Den lille Komponist var lige ved at græde.
— Netop naar De taler saa fornuftigt, næsten moderligt til mig, holder jeg allermest af Dem. Jeg tror godt, at De vilde kunne befinde Dem vel oppe hos os, og selv om jeg ikke har det videre flot, saa skal jeg nok arbejde for at skaffe Føden til os begge.
— Nej, nej! Jeg vil ikke hæmme Dem. Rejs De hjem og tænk over Sagen, naar De først er faldet til Ro. Lad os nu ikke tale mere om det. Men naar De rejser, saa siger vi ikke Farvel til hinanden; men: Paa Gensyn!
Og de to rare Mennesker kyssede hinanden, som om Gensynet allerede var der.
Saa spiste de tre Venner det sidste Maaltid i en underlig blandet Stemning af Vemod og det sidste Samværs koncentrerede Oprømthed.
Da man var færdig og Afskedsglasset var drukket paa en lykkelig Rejse, holdt Drosken med den rødhuede Kusk udenfor Døren, og Komponisten fik sin Bagage stablet op paa Bukken.
Niels Castella og Senora Carmen sad paa Forsædet med hinanden i Haanden. De sagde ikke et Ord, men begges Øjne havde en fugtig Glans.
Heller ikke Hugo Hjorth, der havde Plads paa det lille Bagsæde, aabnede Munden. Han vilde ikke bryde de tos Stemning.
