Da man naaede Stationen, skulde Toget til Madrid først expederes.
Det Syn, der mødte de to Venner, mindede dem saa levende om den første lykkelige Dag i San Sebastian. Men ogsaa dette Syn havde Adskillelsens Vemod over sig.
Paa Perronen var der fuldt af Tyrefægtere, der stod i Gruppe foran en første Klasses Kupé, i hvilken der sad en elegant Dame indhyllet i en tynd Silkerejsekappe. I Haanden holdt hun en pragtfuld Buket Roser, der tydeligt nok var skænkede hende til Afsked.
Da Toget satte sig i Bevægelse, røg alle Hattene til Vejrs, og fra de skægløse Munde lød:
— Leve Matadora!
Længe vedblev et hvidt Lommetørklæde at vifte som Hilsen fra Kupévinduet. Saa kastede Tyrefægterne deres Kapper over Skuldrene og forlod Jernbanestationen.
— Toget til Bordeaux!
Hugo Hjorth og Niels Castella trykkede hjertelig hinandens Hænder. Saa blev Komponisten og Senora Carmen staaende et Øjeblik og betragtede hinanden. Men det var saa heldigt, at Maleren i dette Moment syntes helt optaget af noget andet, saa at han vedblev at vende Ryggen imod dem, indtil man begyndte at slaa Kupédørene i.
Saa kyssede Komponisten og den lille, spanske Donna hinanden for sidste Gang, og saa prøvede de alle paa med Vold at smile over hele Ansigtet.
— Hils hjemme i Danmark!
