— Vi Folk, der har kastet os over det praktiske, har ikke Tid til hverken at drive eller at drømme. Vi arbejder, og vi tjener Penge, det er den bedste Medicin mod Gnavenheden og alle de moralske Tømmermænd. Jeg er altid glad og fornøjet, og til Foraaret stikker jeg allerede af igen, uden at jeg behøver at narre min Mave for noget. Og Humøret sidder i Maven min Ven! Men nu har jeg for Resten ikke Tid til at sidde og sludre mere. Jeg skal ud paa Fabriken!
— Paa Fabriken! vrængede Niels Castella. Hvor det lyder forfærdelig poesiforladt. Du føler ogsaa selv som en Spidsborger og Ærkefilister. Det kommer altsammen af, at Du ikke er Kunstner mere!
Men nu blev Jens Thomsen, der altid lo af al Ting, ligefrem ond, og han slog i Marmorbordet, saa Domino-Brikkerne dansede:
— Er jeg ikke Kunstner mere. Det er det ægte Snobberi! Kun Folk, der driver den halve Tid af deres Liv bort, og mere eller mindre ingen Nytte gør i den anden halve Del, kun de er Kunstnere. En Mand, der bestiller noget, og som prøver paa at gøre sig nyttig i Samfundet, han er en Stræber, han kan ikke regnes med i de Gudbenaadedes Lag! De Gudbenaadede! Herre Gud, I er en Samling sølle Skrog de fleste af Jer. Men jeg er ikke Kunstner.
— Det gør mig ondt, at Du tager mine Ord saa voldsomt. Jeg mener kun, at Du har mistet Kunstnerens barnlige Naivitet.
