IV. KAPITEL.
e to Venner havde haft deres første længere Samtale.
De fælles Rejseminder var blevne opfriskede, hver havde gjort Rede for sine smaa Oplevelser i Adskillelsens Tid, og Castella havde henrykt lyttet til den Lovtale, som Hugo Hjorth havde holdt over Senora Carmen.
Han havde sagt:
— Det er et prægtigt lille Menneske med et Hjerte af Guld. Saa ofte hun modtog Brev fra Dig, straalede hendes Øjne, og hun udbrød:
— Ja, gid jeg dog snart maatte se den kære Don Fernando igen.
Saa gik hun flere Dage stille omkring med et drømmende Udtryk i de sorte Barneøjne, og hun blev rød som Blod, naar jeg overraskede hende i at læse dit Brev for fjerde eller femte Gang.
— Komponisten, der var ved at røres til Taarer, spurgte:
— Og var hun ogsaa altid elskværdig mod Dig?
