den første Nat alene med Skatten i det afsides liggende Hus.
Foreløbig laasede han imidlertid Døren omhyggeligt og rullede ned for de lavtsiddende Vinduer.
Alligevel følte han sig helt uhyggelig til Mode. Han havde aldrig før iagttaget, at Rullegardinerne sluttede saa daarligt, at det var muligt at kigge ved Siden af dem ind i Stuen.
Nu var der et Ansigt paa Ruden. Jo, der var et, Han havde tydelig set det.
Niels Castella var kommet til at ryste over hele sin Krop, saa at hans smaa korte Ben næsten ikke kunde bære ham.
Bare der ikke var Ulykke ved den Skat. Bare de onde Mennesker, der nu havde opdaget, at de var bleven narrede, ikke vilde komme og overfalde ham.
Eller maaske vilde de melde ham til Politiet for Røveri.
Ved denne Tanke, der pludselig forekom ham saa selvindlysende, rejste Haarene sig formelig paa Hovedet af Komponisten.
At komme i Konflikt med Politiet og blive sat i en mørk Celle, det havde altid for ham staaet som det forfærdeligste, der kunde overgaa et Menneske. Og det vilde naturligvis ske, thi hvad Ret havde han til at grave denne Skat op og beholde den.
Selv om han havde nogle gamle Papirer, der beviste, at han var i Slægt med den Mand, der havde gravet Skatten ned, saa var det jo ikke nok. Den Mand havde maaske været en Tyveknægt,
