Selv Lampens Lys, som han havde haabet vilde forøge hans Mod, havde kun forøget hans Frygt. Hvis nogen vilde belure ham, medens han aabnede Kassen, vilde det være endnu lettere, efter at der var tændt Lys inde i Stuen.
Saa fik han en Idé. Han gik hen til Klædeskabet og tog en gammel Kappe og Havelock frem. Ved Hjælp af disse to Klædningsstykker og et Sengetæppe, lykkedes det ham at faa Vinduerne fuldstændig blændede, saa at det ikke var muligt for nogen at kigge ind.
Efter dette Arrangement saa Værelset, der i forvejen flød med løse Nodehefter, ikke mindre ejendommeligt ud; Niels Castella følte sig imidlertid tryggere, indtil han pludselig tydelig hørte Lyden af listende Skridt ude i Haven. Han mærkede, at han blev ganske bleg, og han kastede uvilkaarligt et Blik ind i Spejlet, der hang over den gamle Hestehaarssofa.
Du gode Gud, hvor saa han ud! Han veg uvilkaarlig et Skridt tilbage. Det hvide Ansigt var fuldt af Jord, som han havde tørret ud i sin Pandes Sved, saa at han lignede en Skorstensfejer, der kommer fra Arbejde. Derfor var det maaske, at Folk havde set saa underligt paa ham og slet ikke for Skattens Skyld.
Skatten! Tanken paa den fængslede nu atter hele hans Opmærksomhed. Det gjaldt først og fremmest om at faa Kassen op og se, hvad den indeholdt.
Men hvor skulde han faa Værktøj fra? Heldigvis stod der en gammel Ildrager bag den snur-
