serne, fra hvilke han havde den prægtigste Udsigt ud over det flade Amagerland med dets frodige Forgrund af grønne Marker og ude i Horisonten den store By med Manden paa Frelserens Taarn som en Art Skildvagt paa Grænsen mellem Øen og Christianshavn.
Nu saa han langt borte den første Automobil-Dagvogn komme hvæsende. Der var ikke mange Passagerer med i Dag: En ung Dame, en Amagerkone med en Kurv og — ja, vist var det ham: Niels Castella i Frakke, flagrende Slips og stor blød Kunstnerhat.
Der gik et stort Smil over Sancho Pansas brede Ansigt, medens han rystede de smaa buttede Fingre i Luften, som om han havde brændt Haanden:
— Naa Tak! sagde han for sig selv. Nu gaar det s'gu løs. Saa hurtigt havde jeg ikke ventet ham.
Derefter begyndte han at gaa ned ad Stigen fra Stilladset, medens han sagte nynnede en Melodi, der lige fløj ham gennem Hovedet:
Min Skat! Min Skat!
Nu drømmer jeg om min Skat.
Melodien vilde slet ikke ud af Hovedet paa ham, og han stod endnu og fløjtede Omkvædet for tyvende Gang, medens han skrævede ud med Benene, da Komponisten kom farende imod ham saa rød i Hovedet som en kogt Hummer.
