Jens Thomsen lod, som om han ikke hørte Spørgsmaalet.
De gik ind i Gangen, hvor der var fuldt af alle de ejendommelige Skiver med berømte danske Navne lige fra Thorvaldsen og Øhlenslaeger til de sidste Dages Etatsraader.
En Tjener tog deres Tøj og viste dem ind i et af de smaa Værelser ud mod Gaarden med Tilføjelse af, at Hr. Castella kom strax.
Ved Bordet, paa hvilket der ogsaa stod Champagneglas, var der dækket til fire Personer.
— Hvem tror Du den fjerde er? spurgte Jens Thomsen.
— Ja, jeg véd ikke. Jeg skulde da ikke tro, at Niels har realiseret sin oftere fremsatte Tanke om en Ancker-Sammenkomst, og at han har bedt Klaus Graae med som Fjerdemand.
— Klaus Graae! Hvem er det?
— Forfatteren! Ham, der fik Digterportionen det Aar, da vi var ude.
— Uh ham! Nej, det vil jeg s'gu heller ikke haabe. Han er mig en af de utaaleligste Personer, jeg véd, skønt jeg kun kender ham saa lidt.
Jeg traf ham en Dag paa Gaden og spurgte ham, om han havde haft godt Udbytte af Rejsen. Og véd Du, hvad han svarede:
— Nej.
— Udbytte! gentog han og vrængede. De maa være en naiv Mand, min gode Thomsen, naar De virkelig tror, at man kan faa Udbytte som Forfatter af at rejse. Landet kan være lidt for-
