skelligt. Enten fladt som en Pandekage som vort eller toppet som en Pande Æbleskiver, som det er i Schweitz, hvor jeg opholdt mig. Og saa satte jeg jo endda Penge til, som jeg maatte slaa hos Familien. For skal man ud, saa skal man s'gu da ogsaa leve ordentlig, og det kunde man jo ikke for de skaldede Syle, man faar udbetalt.
Men Udbytte! Gud Fader bevares! Nej, jeg kom til det Resultat, jeg iøvrigt paa Forhaand var klar over: Menneskene er ens overalt, og de er saa ubetydelige, at de ikke er noget Studium værd.
Den Slags Folk kan gøre mig saa rasende, at jeg kunde slaa dem lige i Synet.
— Aah, Herre Gud, kan Du virkelig lade Dig irritere af saa lidt. Det er jo værst for de Folk selv, hvis det da ikke er en ren dum Talefaçon, som de har vænnet sig til i deres Klike.
I det samme gik Døren op til det tilstødende Værelse, og Niels Castella traadte ind, iført ny sort Frakke og nyt flagrende Kunstnerslips. Der var over ham den Nervøsitet, som kendetegner Folk, der ikke er vant til at være Vært.
— Undskyld, jeg har ladet Jer vente, men nu skal I straks faa noget at spise.
— Med Maden haster det saamænd ikke, sagde Hugo Hjorth, men vi er begge ude af os selv af Forbavselse over, at Du saadan har budt os til Gæst midt om Sommeren herinde i Byen. Hvad er der paa Færde?
— Ja, hvad tror I?
— Hugo gættede før paa, at Du havde fundet
