XIV. KAPITEL.
et blev nogle dejlige Dage paa Skagen. Efteraaret var saa skønt som en Midsommer. Vejret var højt og straalende, Luften frisk og saa fuld af Salt, at man formelig kunde smage det, naar man slikkede sig om Læberne.
Niels Castella og Carmen rejste hver Morgen, det vil sige: De bestemte sig til at rejse, men lod sig lige saa hyppigt af Hugo Hjorth overtale til at blive en Dag endnu for at nyde det dejlige Efteraar.
Og som det gik de Nygifte, gik det ogsaa Jens Thomsen, der boede ude paa „Strandhotellet“, hvor hans Friluftsnatur rigtig trivedes.
Man saa ham imidlertid kun sjeldent inde hos Vennerne paa Skagen. Hvad han foretog sig, var foreløbig en Gaade, indtil han saa pludselig en Dag mødte straalende af Glæde over hele Ansigtet.
Han var ikke alene. I Følge med ham var en Kvinde. Hendes Teint var saa brun og solbrændt, som kom hun fra selve Sahara, og denne frejdige Friskhed fremhævedes yderligere af det brogede Hovedtøj, som hun bar i Stedet for Hat.
