Figuren var stærk og kraftig, store, hvide Tænder lyste i det brunede Ansigt, Øjnene var klare, som havde de i Badesæsonen suget selve Vandets Farve til sig. Paa Fødderne bar hun Sandaler, saa at man saa et lille Stykke af de nøgne, stærkt solbrændte Ben.
— Det er min Kæreste, Dagmar Brun, sagde Jens Thomsen og lo over hele Ansigtet. Hun er mere sjælden end køn, men det skal I ikke bryde Jer om, for det Indvendige i hende er godt.
Dagmar Brun blev endnu mere rød i Hovedet, end hun var i Forvejen, over denne lidt drastiske Præsentation. Men ejendommeligt var det at iagttage, hvor umiddelbart tiltalende de to Kvinder virkede paa hinanden.
Den friske, kraftige, nordiske Type gjorde aabenbart et stærkt og sympatetisk Indtryk paa den lille Sydboerske, og dennes naive Barnlighed erobrede samtidig den mere robuste Kvindes Sympati. De omfavnede og kyssede strax hinanden med en Hjertelighed, der fik Castella og Jens Thomsen til at vexle Blik, medens Billedhuggeren sagde:
— Jeg tænkte s'gu nok, at Dagmar vilde gøre Lykke, for det er en dejlig Pige.
En Time senere syntes man allerede, at man var gamle Bekendte.
Og saa kom endelig Opbruddets Øjeblik for Alvor. Det lille Frederikshavnstog dampede afsted med Gæsterne gennem Sandklitterne. To lykkelige Par var ilet bort mod deres Fremtid, og de havde efterladt Hugo Hjorth i en endnu mere trist og
