tom Sindstilstand end den Aften, da han erfarede, at Matadora var bleven gift.
I de Dage, der i Mellemtiden var gaaet, var han bleven oplivet af sine Gæsters stadig fornyede Glæde over Skagens ejendommelige Natur, enten de laa og solede sig i de mægtige Sandgryder, eller de ude i Klitterne blot ved deres Stemmes Lyd fik Flokke af hvide, flagrende Fugle til at rejse sig.
Men nu havde Hugo Hjorth heller ikke mere denne Adspredelse for sine Tanker, og Matadoras Billede dukkede i stærkere og stærkere Farver frem for hans febrilsk arbejdende Fantasi, indtil han næsten syntes, at han havde hende for sig af Kød og Blod. Og dog vandrede han rundt i Klitterne ulykkelig som en Ixion, der stadig favner Skyens tomme Luft i Stedet for sin attraaede Junos Skikkelse.
Ud paa Aftenen, da Mørket begyndte at falde, havde Melankolien lagt sig knugende tæt over hans Sind.
Han tænkte et Øjeblik paa at adsprede sig ved at søge hen mellem de glade Badegæster, men han vidste af Erfaring, at dette altid senere forøgede hans Sinds Tunghed, thi denne kunde kun jages paa Flugt gennem Selvfordybelse i Ensomhed.
Saa vandrede han da, medens Maanen begyndte at lyse over det øde Landskab, der lignede en udtørret Havbund, sin vanlige Tur ud til Grenen. Idag var Naturen mere dyster end sidst. Store Bølger fra de to Have brød sig voldsomt i uaf-
