ræddes for Faren og dog føler sig tiltrukket af den.
Kun Marquis de Plane var rolig, om det end maaske var en nervøs Ro. Han gav alle sine Ordrer med fast Stemme og besvarede uden Utaalmodighed de mange forskellige Spørgsmaal, der rettedes til ham. Iøvrigt saa han smuk og mandig ud, iført en Art Kaptajnsuniform med blaa Jakke, hvide Flonelsbenklæder og Kasket med „Aëronautklubben“s Emblem.
Ved Siden af ham stod Matadora. Det saa næsten ud, som om hun havde taget en Haand med i sin Mands Arbejde, thi hun havde idag ikke lagt nogensomhelst Vægt paa sit Kostume. Hun bar en Slags Sportskasket og en lang Pjekkert med Sidelommer, i hvilke hun begravede sine Hænder, medens hun stod med skrævende Ben og sagkyndigt stirrede op efter Vinden paa de drivende Smaaskyer. Alligevel undgik hun ikke at vække Opsigt, denne skønne, ejendommelige Kvinde, der i enhver ny Dragt fik en ny Charme. Og mange var de Øjne, der søgte at træffe hendes prægtige, sorte Blik, naar det af og til mønstrende gled hen over Forsamlingen.
Nu var alt i Orden.
Marquis de Plane rev Kasketten af Hovedet, traadte hurtig hen til sin Hustru og gav hende et Kys til Afsked.
Matadoras Kinder blev i det samme lidt blege, men hun røbede iøvrigt ingen Sindsbevægelse ud over den Spænding, der, blandet med Beundring, tegnede sig i hendes Træk, medens hun fulgte
