sin Mands Skikkelse i det Øjeblik, da han sprang op paa Stilladsbroen under Flyvemaskinen.
Endnu et Par Ordrer! Mændene, der holdt i Apparatet, havde nu faaet dette i fuld Ligevægt. Alt var klart.
— Giv los! lød Marquiens Stemme.
Alle slap i samme Nu, og Luftskibet steg smukt og let op mod Himlen. Vejret var mildt og varmt med en let Brise ud over Søen.
Hatte fløj tilvejrs, Hurraraab lød, og man viftede med Hænder og Tørklæder. Skibet deroppe saa' saa fint og nydeligt ud som et Stykke Legetøj, og paa Broen saas Marquis de Plane kæk og selvsikker, medens han slog ud med Haanden til Afsked.
Nede paa Saddelpladsen stod Matadora med Blikket fastnaglet til Luftskibet. Og medens hun omringedes af de lykønskende Venner, følte hun sig stolt over, at den dristige Luftskipper deroppe var hendes Mand, som hun skulde belønne med sin Kærligheds hele fyrige Varme, naar han kom tilbage for at hente sit Mods Løn.
Thi det vidste Matadora, at for hendes Skyld — og kun for hendes Skyld — var det, at Marquis de Plane satte Livet i Vove.
