XIX. KAPITEL.
uftskibet havde nu hævet sig til 1000 Fod, idet „Monte-Carlo-Præmien“ i sine Betingelser fordrede, at der skulde arbejdes i Højde med Eiffeltaarnets Spids.
Nede i Publikum var Spændingen efterhaanden afløst af stærkt optaget Interesse. Det hele saa virkelig saa ufarligt ud, og Marquis de Plane, der nu lignede en lille Dukke paa et stort Stykke Legetøj, syntes at operere med fuld Sikkerhed.
Nu skulde de egentlige Manøvrer begynde. Luftfartøjet standsede et Øjeblik og laa dødt i Luften. Saa tog det pludselig Fart og pilede afsted lige op imod Vinden, medens Skruen arbejdede saa hurtigt, at man slet ikke kunde se dens Blade.
Nede paa Saddelpladsen klappede Folk som besatte, skønt de vidste, at denne Hyldest ikke kunde naa op til Luftskipperens Øren. Og overalt i hele San Sebastian var der nu bleven Liv paa Tagene, medens Publikum i den højeste Spænding fulgte det elegantformede Luftskibs gratiøse Bevægelser.
Det var, som om en Kæmpefugl var sluppet
