lige paniske Flugt, de stod nu bøjet over Matadora, der laa bleg paa en Sofa inde i Væddeløbsbanens Restaurant. En tilstedeværende Læge havde faaet aabnet hendes Klæder og stænket hende med Vand. Hun aabnede nu atter Øjnene og prøvede paa at tale med de tørre, hvide Læber.
Men ikke et Ord kom over dem, tiltrods for Anstrengelserne.
Alle stod tavse.
Saa kom en Mand farende tilbage paa en Motorcykle.
Han var for optaget af Begivenheden til at tage noget Hensyn. Han maatte fortælle, hvad han havde set og vidste som den første. Hurtig sprang han af, og idet han nærmede sig Gruppen, der stod omkring Lola de Plane, skreg han:
— Marquien er knust!
Matadora havde rejst sig og stirrede forvildet paa ham med sine store, sorte Øjne. Saa udstødte hun et Skrig og besvimede. For første Gang havde Livet knækket denne stolte Kvinde.
— Hvorfor sagde De dog det, Mand! udbrød Lægen i højeste Ophidselse.
— Jeg kunde ikke lade være! Det maatte ud! Synet var saa frygteligt, at jeg aldrig vil kunne glemme det i mit Liv.
