begyndte at tale. Stemmen var høj og klar, men det var, som laa der under den en sitrende Ræsonnans:
Hr. Præsident! Kære Venner! En Synderinde staar for Eder, der vil sone, hvad hun forbrød mod Menneskers Skæbne, sone det med sit Liv. Farvel! Farvel Allesammen!
I Præsidentens Loge havde Komitéen rejst sig. Man begyndte ivrigt at diskutere.
Hun er bleven vanvittig! hviskede Vicepræsidenten ængstelig til Prins Bonaparte. Og det var, som om pludselig hele Tilskuerpladsen blev grebet af den samme Tanke, og fra Mund til Mund lød det:
— Hun er bleven vanvittig!
Præsidenten var faret op og havde givet Tegn til Corridaens Afbrydelse, men det var for sent.
Capadorerne havde ikke længere kunnet holde Tyren, der var bleven opmærksom paa Matadoras røde Klæde. Nu stormede den frem imod hende. Hun gjorde intet Forsøg paa at flygte for den eller at møde den med Vaaben. Hun kastede Klingen til den ene Side og Muletaen til den anden, saa udbredte hun Armene, saa at Brystet strammedes som to svulmende Rosenknopper, og med aaben Favn skreg hun som i Jubel:
— Saa vier jeg mig til denne Tyr!
Og det var som om Tyren forstod den Bøddelgærning, den var betroet. Med et kort Stød borede den sine Horns skarpe Dolke ind i det spændte Bryst, saa foer den som i Forfærdelse
