Hugo Hjorth, der holder sig meget for sig selv, og som ikke har villet modtage nogen Titel eller anden Udmærkelse, har iøvrigt udviklet sig baade smukt og mandigt. Han har nu stort lyst Skæg til Bæltestedet, og hans tidligere saa klare blaa Øjne har faaet en dyb, næsten staalagtig Farve.
Hans Atelier paa Skagen staar ofte ledigt Maaneder ad Gangen, medens han er paa Rejse. Han opholder sig meget i Paris, iaar har han gjort en Middelhavstur med et af det „Forenede“s Skibe.
Han er taget hjem over Land fra Barcelona, og idag er han i San Sebastian.
Det er Lørdag efter Paaske.
Da han fra Banegaarden kommer ind i Byen, overraskes han ved at se en Procession af Tyrefægtere, der bevæger sig langsomt gennem Gaderne.
Han standser og betragter taus det brogede Tog med de guldstraalende Dragter.
Saa ofte han kommer til San Sebastian gribes han af Minderne, og han husker hver enkelt Oplevelse lige fra den Dag, da han første Gang stod paa denne Banegaard og modtoges af sin Ven Castella.
Her var det, han saa Matadora stige ud af sin Kupé hilst som en Dronning af de glatbarberede Tyrefægtere. Matadora! Mon nogen endnu mindes hende her i San Sebastian. Nej, hun er vel nok glemt for en ny Stjerne eller en ny Berømthed,
