til hvis Ære eller Minde man foranstalter dette Optog.
— Hvad skal dette betyde? spørger han derfor en ung Abbed, der staar og stirrer efter Toget.
— Ja, det maa De nok spørge om! svarer Abbeden med en vis Bitterhed i Stemmen. Det er de ugudelige Toros-Folk, der selv har dannet sig en Slags Helgen, som de næsten sætter lige saa højt som selve Virgen del Carmen og Virgen del Consuelo.
— Og hvad hedder hun? spørger Hugo Hjorth, der gribes af en Anelse.
— Mens hun levede, kaldte de hende Matadora!
Hugo Hjorth følger efter Toget, der langsomt bevæger sig ud til Kirkegaarden, hvor der er rejst et lille Kapel, i hvilket et Par af Toros-Folkene gaar ind med en mægtig Perlekrans. Saa hører man, at der bedes Dødsmesser, og at Klokker ringer.
Derefter fjerner Processionen sig atter, og der bliver stille paa Kirkegaarden.
— Maa man kigge indenfor, spørger Maleren den gamle Graver.
— Ja, gør De blot det!
Hugo Hjorth træder ind i et lille Kapel, i hvilket der staar en blomsterdækket Kiste. I Baggrunden af Kapellet er der tændt Lys foran et Billede. Maleren stirrer først forbavset paa det, saa gaar han nærmere med dyb Forundring præget i alle Træk:
— Det er hans eget Portræt af Matadora, som
