Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/289

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

han i sin Tid lod Niels Castella overbringe hende, hans kæreste Billede fra Ungdommens lykkelige Dage.

Hugo Hjorth bliver staaende laenge foran Portrætet, over hvilket Lysenes flakkende Skær flimrer, saa at dets Træk synes at blive levende. Han føler, at Minderne er ved at udløse sig hos ham til kunstneriske Indtryk, og her foran dette Billede, der har opnaaet en saa uanet Ophøjelse, lover han sig selv, at han atter vil samle sig til et stort Arbejde, der skal føre hans Sind tilbage til Ligevægten.

Motivet skal være selve San Sebastian, den skønne Yngling, der med Salighedens Smil om Munden lader sit Legeme gennembore af de mauriske Bueskytteres Pile for bagefter at finde Trøst og Pleje hos den kristne Pige Irene og dø som Martyr med hendes Navn paa Læben.

Han er jo selv en San Sebastian, hvis Sjæl stadig lider søde Kvaler ved at gennembores af Mindernes smertende Pile, og Tiden, der gik, har lært ham, at paa Længslernes Utilfredsstillelse beror den sande kunstneriske Inspiration.