klædt Tjener, der ad Trappegange, som var belagt med Marmorfliser og behængt med Malerier, førte ham til en lille Salon. Dens Vægge var bedækkede med gamle Gobeliner, og det øvrige Udstyr bestod efter spansk Skik af talrige svære Silkedraperier i stærke Farver.
Det varede kun et Øjeblik, saa traadte Lola Montero ind i en Art Slobrok, der var helt overbesat med Blonder, og som holdtes sammen om Livet af en tyk, flettet Silkesnor.
Hun hilste med et spørgende Blik paa Kunstneren, der uden at svare med andet end et Buk pakkede Portrætet ud, tog et Billede ned fra et Staffeli og erstattede det med sit eget, som han derefter rettede ind i den bedste Belysning.
Der fløj uvilkaarligt et Udbrud af Beundring over Skuespillerindens Læber. Hun nikkede venligt hen til Kunstneren, der stod i nogen Afstand, kun optaget af at indsuge hendes Træk paa nært Hold.
Saa fordybede hun sig atter med synligt Velbehag i Portrætets Detailler.
Efter at have studeret dem i nogle Minutter, gik hun hen og trykkede paa en elektrisk Knap. En Tjener traadte ind.
— Bed Don Bombatini om at komme herover et Øjeblik.
Tjeneren forsvandt, og Lola Montero fordybede sig atter i Portrætet, medens hun af og til kastede et stjaalent, mønstrende Øjekast hen paa Maleren, der stod noget forlegen over den vedvarende Taushed.
