ken man ser paa en uniformeret Yacht-Amatør eller Luftskipper, til hvis kyndige Førerskab man skal betro sig.
Derimod kunde Skuespillerinden ikke lade være med af og til at lade sit Blik ligesom mønstrende glide ned over Matadorens Skikkelse.
Det var første Gang i sit Liv, hun havde set ham civil. Som alle sine Kolleger gik ogsaa Bombatini altid klædt Tyrefægternes daglige Kostume eller Galladragt, der begge er lige klædelige ved deres Stil og Stramhed.
Men idag, da Matadoren skulde foretage et lille Svip over Grænsen, ønskede han at være mindre afstikkende klædt i det fremmede Land, hvor Toros-Folkene altid vækker en vis Opmærksomhed.
Han havde derfor iført sig sort Frakke, graa Benklæder og høj Hat. Men det var ikke langt fra, at Lola Montero fandt ham komisk i dette Kostume, komisk som en Japaner, der første Gang bærer evropæisk Dragt.
Hele hans vanlige Selvsikkerhed i Bevægelsen var borte; Frakken posede og vilde ikke holde sig glat over hans stærke, brede Skuldre, men krøb op i Nakken; Benklæderne faldt saa løjerligt om de smaa næsten dameagtige Fødder, der var Bombatinis Stolthed, naar han optraadte i Silkestrømper; og den høje Hat vilde ikke sidde fast paa Hovedet, hvis Haar var kæmmet frem og bundet i den for Tyrefægterne særlige Frisure.
Lola Montero kunde ikke frigøre sig for det Indtryk, at der var noget klovnagtigt over denne
