lig smuk og mandig ud i den gammeldags spanske Folkedragt, men hun sagde ikke noget.
Derimod klaskede Bondekonen Hænderne sammen af Henrykkelse og sagde:
— Hvor det dog var heldigt, at vi havde den Stadsdragt at kunne byde den fine Herre.
Saa slog hun pludselig om i Graad, idet hun tilføjede:
— Herre Gud! I den Dragt stod saamænd Gomez for Alteret med mig, da vi blev gift. Vor Herre være ham naadig i sin Himmel.
Matadoren fik nu pludselig Mælet tilbage.
— Er De Enke? spurgte han.
— Ja, naadige Herre!
Matadoren stak Haanden i Buxelommen og rakte Konen en lille Nævefuld Penge.
— Tag dem til at bøde paa Forskrækkelsen.
Konen vedblev at neje, ude af sig selv af Forundring og Glæde, medens Selskabet atter iførte sig de lodne Kørepelse og steg til Vogns med samme Placering som før.
Saa gik det atter i susende Fart ad San Sebastian til.
Da de havde kørt et Kvarters Tid i Taushed saa Lola Montero pludselig skraat op paa Matadoren fra Siden og sagde:
— Hvorfor blev De egntlig staaende uden at røre Dem, skønt Barnet nær kunde være druknet, og Marquien maaske med.
— En maatte jo ogsaa blive hos Dem, Senorita.
— Hos mig! udbrød Lola Montero spodsk. Nej, véd De hvad, jeg kan saamænd nok passe paa
