mig selv. Jeg havde sat større Pris paa, om De havde benyttet Lejligheden til at vise mig Deres Mod.
— Mit Mod! svarede Matadoren ikke uden en vis Selvfølelse. Det har jeg vist ofte nok givet Dem Prøver paa, naar jeg til Deres Ære nedlagde Tyren paa Torospladsen.
— Det indrømmer jeg villigt. Men hvorfor ikke ogsaa vise det her. Naar man vil vinde sit Hjertes Dame, maa man ikke blot vise Mod, naar man optræder, men overalt, hvor der møder En Fare. For mig er Modet alt hos en Mand.
— Donna Lola, sagde Matadoren med frembrydende Varme i Stemmen, for Deres Skyld vilde jeg være parat til at vove Livet, saa ofte, De maatte forlange det af mig, og jeg vilde ikke beklage mig, om jeg maatte lade det for Deres Skyld paa Kamppladsen. Men jeg véd ikke rigtig, hvordan jeg i dette Øjeblik skal forklare mig.
Jeg er opdraget mellem stærke, varmblodige Dyr, og jeg elsker alt, hvad der er stærkt og varmt, blodrigt og levende. Jeg elsker det i Kamp som i Kærlighed. Men alt, hvad der er valent og koldt, blodfattigt og slimet, fylder mig med Rædsel. Jeg er bange for en Snog, og en Slange kunde faa mig til at skrige af Frygt og Væmmelse, hvis jeg blev tvunget til at røre ved den.
— Jeg forstaar Dem ikke rigtig, svarede Lola Montero, medens hun skarpt fæstede sit Blik paa Matadoren. Her var jo hverken Tale om Snoge eller Slanger, skønt jeg troede forresten heller ikke, at De var bange for dem.
