fra Dommertribunen efter at have modtaget Damernes Ærespræmie af Kongens Haand.
— Til Lykke! sagde Matadora og betragtede med Velbehag den elegante Rytter, der endnu blussede efter Ridtet.
Marquien greb galant hendes Haand og førte den til sine Læber, medens Lola Montero smilede, og Mængden strakte lange Halse.
— Jeg har tænkt meget over, hvad De i sin Tid sagde til mig om Mod, Marquis de Plane.
Jeg er kommen til det Resultat, at De maaske har Ret. Men det var jo netop Deres Teori, at Modet skulde prøves paa mange forskellige Maader.
To Gange har jeg nu set Dem være kæk og modig, selv om det ikke har været paa Torospladsen, hvor jeg vedblivende tror, at der udfordres størst Mod, om det nu ogsaa er af en egen Art.
Lad mig se Dem vise Deres Mod for tredie Gang, saa er det ikke umuligt, at det alligevel bliver Dem, der vinder den egentlige Damernes Ærespris.
Marquien bøjede sig aller og kyssede paany Lola Monteros Haand, idet han sagde med Heftighed:
— Saa gælder det kun om Lejligheden, thi mit Mod vil altid sprudle som et Væld, naar Deres dejlige Blik rammer mit Hjertes Klippe.
Og med denne galante spanske Kompliment forlod Marquis de Plane som en af Mændene misundt Mand Sadelpladsens Primadonna, den skønne Matadora.
